Forfatterarkiv: admin

Tony Conrad – avantgardens grå eminence

“Lou Reed was a true rock n’ roll-animal. It was obvious he was a genius. They startet a beat going, and he would be doing lyrics. Just like that. Like: Hey Baby …“

Tony Conrad, Københavns Hovedbibliotek, 2012

Han spillede rock n’ roll med John Cale og Lou Reed i gruppen The Primitives, før de dannede The Velvet Underground. Han spillede violin i Theatre of Eternal Music – musikgruppen, der lagde grundlaget for amerikansk minimalisme. Han var en pioner inden for strukturalistisk film. Han studerede musik i Darmstadt. Han boede et år i København.

Vi taler om den amerikanske komponist, musiker og filmskaber Tony Conrad. Hans navn dukker op alle de vigtigste steder på den amerikanske kunst- og musikscene i 1960’erne.

I april i år gik han bort. For fire år siden optog jeg en samtale på Københavns Hovedbibliotek mellem Tony Conrad og den danske forfatter Lars Movin.

Her kan man høre, at Tony Conrad også var en fremragende historiefortæller.

Udsendelsen blev sendt på internetradioen The Lake den 24. april 2016.

Tekst fra The Lake

New York video artist, composer, and violinist Tony Conrad passed away on April 9th 2016. A pioneer of both structural film and drone music.

In 2012 he visited Copenhagen for the event “2 Days of Minimalism Delirium”, and during his stay he did a live interview with Lars Movin at the Copenhagen Main Library where he talking about La Monte Young, Velvet Underground and his early experiments with the violin. His unfortunate death gave new reason to revisit this interview and turn it into a radio program which, by the way, is introduced in Danish by Lars Movin, but Tony Conrad of course speaks in English throughout.

Recorded and edited by Simon Leth Stolzenbach

Portræt af musikeren som ung mand

“Det er ligesom at spise af æblet.” Sådan beskriver Anders Lauge Meldgaard musikundervisning for børn i min radiofeature om Frisk Frugt – hans musikalske alias. Hør om hans kamp med musikkens regler og konventioner.

Bagom radiofeaturen

Som børn går det hele så let. Vi synger sange, fordi det er sjovt. Vi spiller musik. Pyt med om ordene er rigtige. Pyt med om vi kan sproget. Bare det lyder derhenad. Men så vil vi lære mere, så kommer trængen til at blive god, og pludselig bliver det hele møgsvært. Alt det, vi kunne før.

Anders Lauge Meldgaard var igennem hele musikkens system af regler og konventioner. Hele tiden med en sund anarkistisk indstilling til alt for mange regler. Det er skønt, at høre ham fortælle om hans evne til at finde smuthuller i systemet. Hvis det var mig, var historien sandsynligvis sluttet den dag han begyndte til guitarundervisning som lille dreng. Her fik den dengang tiårige dreng at vide, at han skulle starte med at spille på spansk guitar. Ikke el-guitar, som han drømte om. Det kræver en hel del at insistere på at følge sin egen mavefornemmelse. Specielt i vores finmaskede system af regler og konventioner. I folkeskolen, på musikskolen, til fodboldtræning. Velkommen indenfor! Vi har forberedt de næste ti år for dig!

Jeg begyndte på gymnasiet efter folkeskolen. Anders droppede ud af gymnasiet efter få uger. Jeg fortsatte på universitetet. Anders droppede ud af Rytmisk Musikkonservatorium, da han mente, at han havde fået nok undervisning.

Man skal selvfølgelig have nogle tætte venner at støtte sig op ad, hvis man vælger at trodse samfundets brolagte veje. Anders Lauge Meldgaard mødte Toke Tietze Mortensen, Andreas Führer og Johs Lund. Det blev til musikkollektivet yoyooyoy, der har været usandsynlig frugtbar kilde til ny dansk musik de sidste 10 år.

Når man hører Frisk Frugts musik i dag, lyder den lykkeligt befriet fra alle konventioner. Det er selvfølgelig en tilsnigelse. Efter et af mine interviews med Meldgaard fortalte han, at han elsker at arbejde systematisk med musikken. Dykke ned i forskellige stilarter og perioder. Man skal ikke tro, at man kan blive barn igen. Og for øvrigt synes han heller ikke, at hans egen musik lyder barnligt, som mange anmeldere skriver. Men hvis man kan finde frem til noget af barndommens glæde og impulsivitet i sit arbejde med musikken, så er man nået langt …

Min radiofeature bygger på to interviews med Anders Lauge Meldgaard fra foråret 2012. Det var efter han havde udgivet sit andet album med Frisk Frugt: Dansktoppen Møder Burkina Faso I Det Himmelblå Rum Hvor Solen Bor, Suite. Albummet er fra 2010 og blev fulgt op af en masse koncerter i sommeren 2011. Jeg optog en flere af koncerterne og var med til forberedelserne i øvelokalet. Alt det kan man høre i baggrunden i radiofeaturen. Den ligger nu på The Lake. Tusind tak til dem og deres store indsats for ny dansk musik.

God fornøjelse!

The Gun på Mayhem

“How could a man get his head of the ground without a woman? Why even bother to wake up, if she’s not there?”

I foråret spillede The Gun en koncert på Mayhem i København. Det er Anders Wallins band og har eksisteret on/off i flere år. Før sommeren udgav de endelig en EP:

https://itunes.apple.com/dk/album/dogs-been-barkin-in-my-ear/id868041688

Dansk musik med en vifte af Københavns bedste musikere fra jazzmiljøet: Bag trommemaskinen skruer trommeslager Rune Kielsgaard på knapperne. Mads Hyhne spiller bas – til dagligt spiller han trombone og basun. Og saxofonisten Ned Ferm sidder bag tangenterne.

Her er en anden sang fra samme aften:

 

Nyt terrorangreb på dansk musik

KLUMME FRA JAZZ SPECIAL

Jazz Special april

NYT TERRORANGREB PÅ DANSK MUSIK

Albertslund Terror Korps er tilbage med nye angreb mod dansk musik. Den 1. februar 2014 spillede duoen sin første koncert i fire år. Få har som dem formået at finde et publikum til deres radikale kunst og musik.

Af Simon Leth Stolzenbach

”KÆRESTE VÆSNER卐卐卐. Tak for en Uforglemmelig nat med masser af erigeret energi og intention.” Sådan skrev DJ HVAD på sin facebook-profil dagen efter Albertslunds Terror Korps’ første koncert i fire år på Bolsjefabrikken i København. Mange gik forgæves til den udsolgte koncert med én af den senere tids mest radikale duoer i Danmark. Genforeningen var en stor succes og målet nået: ”Stor tak til Bolsjefabrikken Ragnhildgades aktivister for at svede for genfødslen af Albertslund Terror Korps, SYG NOK Records og mest af alt Kommunal Dubplate Service, som kan færdigbetale den nye skæremaskine og købe ny helium, så vi kan maxe grammofonskæringer ud med fornuftigt lydniveau i fremtiden.”

Konkret musik

Siden starten i 2006 har Albertslund Terror Korps haft et loyalt dansk publikum og været omdrejningspunkt for en generation af unge musikere. Terrorkorpset består af musikeren DJ HVAD og kunstneren Vj Livstræt alias Cancer. Deres særegne univers med rå elektronisk musik og grovkornet farvestrålende grafik har skabt rører i andedammen herhjemme. Få har som dem formået at lave radikal musik og kunst til et konkret publikum med et konkret budskab. Væk er de abstrakte, uforståelige øvelser, der henvender sig til en lille skare af ligesindede, som man tit ser på den eksperimenterende musik- og kunstscene. Hos Albertslund Terror Korps er det lige på og hårdt. Og nu kører toget igen. Så det er bare med at hoppe på.

Kommunal vinyl service

På Nørrebro i København sidder DJ HVAD og producerer sin egen og andres musik. Hans borgerlige navn er Hari Shankar Kishore. Han er født og opvokset i Albertslund og var i sine unge dage en del af miljøet omkring Ungdomshuset. I dag sidder han bag mixerpulten i Kommunal Dubplate Service og hjælper andre musikere med at få deres musik ud. Her kan man gå ind fra gaden med musik på en USB-stick og få den skåret direkte ned i vinyl. Som det eneste sted i Danmark. Såkaldte dubplates eller mastervinyler.

Mange af de senere års store danske klubnavne har været forbi Hari Shankar Kishore. Blandt andet Kidd, Raske Penge og MØ. Men ingen af dem er lige så radikale og gennemførte som Kishore selv, når han spiller under ét af sine mange aliasser. Det startede med Kid Kishore og pladeselskabet SYG NOK Records, fortsatte i Albertslund Terror Korps, blev til DJ HVAD og senere det lokale fællesskab Kommunal Dubplate Service. Gennem det hele løber en rød tråd af modkultur og oprør. En kærlig kritik af dansk kultur og en fanden-i-voldsk energi. Den kombination har været med til at gøre dem populære hos flere forskellige grupper af mennesker. Blandt publikum er dem, som hurtigt afkoder det underliggende budskab om oprør mod det etablerede. Der er dem, som bliver overrumplet over deres hasarderede leg med dansk kultur. Og der er dem, som kommer for festen og den rå energiudladning.

Aliens og prinsesse Alexandra

Kishore spillede i 00’erne under navnet Kid Kishore og skabt undergrundshits som “Klap Perker” og “Eow La Vær Og Spil Dum”. Den spillestil tog han et skridt videre i Albertslund Terror Korps, hvor der blev skruet godt op for den skramlede lyd og de hårdtpumpede beats. Samtidig blev det kunstneriske udtryk skærpet. Musikken smeltede sammen med Vj Cancers grovkornede computergrafik. Begge eksilerer i at stjæle med arme og ben fra blandt andet dansk og indisk populærkultur. Alt kommer en tur i terrormaskinen og bliver spyttet ud igen som en beskidt og humoristisk omgang ghettopoesi.

De neongrønne aliens har Kishore taget med fra opvæksten i Albertslunds grå boligbyggeri. De får selskab af eks-prinsesse Alexandra og Mickey Mouse med turban og fuckfinger. Duoen optræder i grønne spandexdragter. Med Dannebrog og et hav af nationale symboler. Over det hele svæver det hinduistiske svastika tegn. Sange fra den danske sangskat og indisk bhangra samples til hudløshed med electro, dubsteb, gabber og ghetto-techno. Kishore kalder det selv for “perker tech”. Tilsammen skaber DJ HVAD og Cancer et univers, der er så iderigt og konsistent, at det er svært ikke at blive ramt. Der er en stærk forbindelse mellem livet og kunsten.

Hackerangreb og krig mod DIEM

Ikke overraskende er der forbindelser mellem DJ HVAD og musikscenen omkring spillestedet Mayhem, musikkollektivet yoyooyoy og den danske musiker Goodiepal. De er i familie, kunstnerisk set, og har samme form for gennemført kunstnerisk udtryk. Når man taler om Albertslund Terror Korps, er det meget mere end et sommerprojekt mellem en musiker og en kunstner. I 2008 spillede de på Roskilde Festival, og i 2010 lancerede de et hackerangreb mod Soundvenue på grund af musikmagasinets ”uradikale ideer”. Samme år stjal de sammen med Goodiepal en lydeffektcomputer fra DIEM på Det Jyske Musikkonservatorium. Det skete som en del af Goodiepals selverklærede krig mod institutionen, der ifølge ham har en fatal mangel på utopier (og handling).

Og hvad så nu? Ja, lysten til at arbejde videre med Albertslund Terror Korps er tilbage efter koncerten på Bolsjefabrikken i februar. Tegningerne har fået flere streger. Musikken udvikler sig. Tempoet er stadigt højt. Og det er ikke blevet mindre radikalt.

http://sygnok.com/

DOKUMENT #1

KLUMME FRA JAZZ SPECIAL

jazzspecial feb

Blomstringstid udfordrer jazzen

DOKUMENT er et tidsbillede fra København i en musikalsk blomstringstid. En periode med et mylder af bands og international bevågenhed.
Fra coveret på albummet DOKUMENT #1, Posh Isolation, 2013

Det uafhængige pladeselskab Posh Isolation udfordrer jazzens dogmer. Senest på dobbeltalbummet DOKUMENT #1, der samler en række punk- og noisebands fra København.

Der sker ting og sager i den københavnske undergrund. De sidste par år har det lille pladeselskab Posh Isolation udgivet over 100 kassettebånd og lp’er. Det er mildt sagt en imponerende udgivelsessekvens, og selvom der ikke er mange informationer på deres hjemmeside, kan man ikke anklage dem for at være utydelig i deres kunstneriske strategi: Der skal noget fra hånden, der skal rav i gaden. Om det er en udgivelse på 30 kassettebånd eller 300 vinyler – det gælder om at sende noget ud.

Mystisk og hemmelig musikscene

I december sidste år kom den længe ventede compilation DOKUMENT #1. Dobbeltalbummet er udgivet på Posh Isolation og samler mange bands og musikere fra miljøet. Pladen består dels af optagelser fra to koncertaftener i foråret 2013, dels af nye og tidligere indspilninger. Nok så interessant involverer den noget så gammeldags som et bibliotek. Initiativtager er bibliotekar Lars Kjelfred fra Københavns Hovedbibliotek, hvor én af koncerterne foregik. Kjelfred taler selv om albummet som en ”smuk bibliotekstanke om at formidle og åbne op for denne lidt mystiske og hemmelige musikscene”. Det er – med andre ord – samme historie, som er hørt så mange gange før: Få penge og ringe opmærksomhed fra folk uden for musikmiljøet. Det hele står og falder med nogle få ildsjæle som Kjelfred og en bunke dedikerede musikere.  Samme ild, som driver Jazz Club Loco, Mayhem og en række uafhængige danske pladeselskaber. Jeg nævner i flæng: ILK, der de sidste ti år har været samlingspunkt for unge danske jazzmusikere, ESCHO, der har gjort det samme for den alternative rockscene, P.O. Jørgens, der utrætteligt har udgivet freejazz på sit eget pladeselskab Ninth World Music, og Yoyooyoy, som har sprængt alle rammer med egne udgivelser på Yoyooyoy.

International opmærksomhed

Og så alligevel. Punkbandet Iceage er alt andet end ukendt. De fik enorm international opmærksom efter deres debutalbum NEW BRIGADE i 2011 efterfulgt af pladekontrakt og turne i USA. Deraf kommer også Lars Kjelfreds undren: Hvordan kan et københavnsk band og en københavnsk musikscene få fantastiske anmeldelser i vigtige musikmedier som Pitchfork og The New York Times uden særlig megen omtale i Danmark? Det spørgsmål har Jazz Club Loco, ILK og Yoyooyoy nok også stillet sig selv et par gange. Og før dem jazzmusikere som T.S. Høeg, Peter Friis Nielsen, Lotte Anker og Christian Kyhl.

Jazzens ømme punkt

Jeg interviewede Mats Gustafsson sidste år. Han slå ned på et ømt punkt i jazz, som jeg selv oplevede i mine unge år: ”I min generation skulle man spille jazz, inden man måtte spille free jazz. Det er helt bizart! Hvorfor det dog?” På Brandbjerg Jazzstævne, MGK og til utallige jamsessions kæmpede jeg sammen med andre håbefulde unge om at mestre jazzstandards lige så godt som Charlie Parker og Chris Cheek. Alt imens det, som virkelig optog os, var Ornette Colemans skingrer, plastikagtige saxofon fra slutningen af 1950’erne og Miles Davis’ elektroniske suppedas fra slutningen af 1960’erne.

Jazz og støj

Alt det er ved at ændre sig nu. Som Mats Gustafsson siger: ”I dag kan du komme fra techno, electronika, noise eller rock. Hvis du vil improvisere, så improviserer du.” Her kommer vi tilbage til DOKUMENT #1. Der er især to ting, som fanger mig ved pladen: Lyden og de mere støjende bands. Mange af numre på dobbeltalbummet er tre-fire minutter lange i god tradition med punk og industrial. Men for pokker, hvor de spiller godt og har et fokus på lyden, som rækker langt ud over punk og rock. (Selvom live-optagelserne desværre har ret dårlig lyd.)

Men der er også en anden side af musikscenen omkring Posh Isolation, som man bedst hører på de lange numre på DOKUMENT #1. Især Puce Mary og Damien Dubrovnik. De spiller noisemusik, der på mange måder er forbundet med scenen for fri improvisation. Lige siden Coltrane begyndte at vræle i hornet og Art Blakey fik mikrofonerne til at overstyre med sine hårdtslående trommer, har det ligget som en mulighed for jazz. Eller endnu længere tilbage til begravelsesoptog i New Orleans og deres mylder af instrumenter, som spiller i munden på hinanden. Det var her, at Albert Ayler og Peter Brötzmann fandt deres inspiration. Med free jazz begyndte jazz at støje og i dag arbejder mange eksperimenterende jazzmusikere sammen med noisemusikere. Eller laver noise selv.

DOKUMENT #1 rummer den form for tankegang, som Mats Gustafsson giver udtryk for. Hvis du vil improvisere, så improvisere du. Hvis du vil støje, så støjer du. Det er på mange måder besynderligt, at eksperimenterende jazzmusikere deler fællesskab med noisemusikere. Mange ville nok tænke noise som en bizar afdeling under kunstmusik. Men i det bedste noise er det netop improvisationen, der får musikken til at leve.

Utopiske manifester

Der er dog forskelle. I dens eget tankesæt skiller DOKUMENT #1 sig ud fra den fri improvisation. Pladen er nærmest en programerklæring, en slags pæn og forudsigelig udgave af radikale kunstnergrupper som futuristerne og situationisterne. Lad mig citere fra teksten på coveret:

DOKUMENT #1 bidrager til historiefortællingen om, at netop denne scene og denne periode er noget særligt i moderne dansk musikhistorie, men serverer også musikken nøgternt uden den mediefiltrerede, tabloide mytologisering af uspoleret vildskab og evig ungdom, som også har knyttet sig til fortællingen om denne scene. DOKUMENT #1 er musikken præsenteret i dens reneste form. Et tidsbillede fra København i 2013, musik bundet af sin tid, men forhåbentlig interessant for al eftertid. En dokumentation af en musikalsk blomstringstid. Et dokument.

Jeg har altid syntes, at der er noget forlorent over manifester: Enten er du med eller også er du udenfor.  Men der er unægteligt også en fantastisk energi i oppositionen til alt det bestående. Futurisme og situationisme havde deres egen undergang indbygget i sig. Det kan man dårligt sige om Posh Isolation, som ufortrødent fortsætter med at udgive musik efter deres udgivelse nr. 100, som netop var DOKUMENT #1.

Various: DOKUMENT #1, Posh Isolation 2013

Yahya Hassan et år før Yahya Hassan

Ligesom Yahya Hassan slog han capslock til og skrev en digtsamling helt i sort (omslaget er sort, stemningen er sort). Og ligesom Yahya Hassan gik Politiken i selvsving over mødet med dette nye eksotiske bekendtskab. Navnet er Vagn E. Olsson. Ellers har han ikke noget til fælles med Yahya Hassan.

Januar måned er til at rydde op, gøre status, tage alt ned fra hylderne og sætte dem på plads igen. Midt i mylderet fandt jeg en optagelse af en koncert med Vagn E. Olsson fra 2013.  Det er en solokoncert fra Mayhem, og det er virkelig godt. Først lidt om Vagn E. Olsson:

  • Musiker, digter
  • Spillede i No Knox og Tapehead i 1980’erne
  • Der er desværre langt mellem hans udgivelser, men i 2007 kom et sandt mesterværk i dansk musik: Vagn E. Olsson – Presents El Hombre Invisble
  • Og så er han ualmindeligt velformuleret omkring sin egen musik og musik generelt.

Han har udgivet to digtsamlinger. Poemer fra 1990 og Mysterier I fra 2012. Sidstnævnte fik meget fortjent en hel del omtale, mest af alt for at være … anderledes. Politikens anmelder Mikkel Bruun Zangenberg skrev en fremragende anmeldelse, som slutter med ordene:

Her finder vi en iskold fornægtelse af de mange dødsattester, avantgarden har været forsynet med; Olsson går lige ind i avantgardernes forlængede hjertestop og fabrikerer dér sine mysterier.

Det er så hjerteløst, at vi selvfølgelig må holde alle hjerter tilbage.

http://politiken.dk/kultur/boger/ECE1667015/digtsamling-slaar-bunden-ud-paa-anmeldernes-karakterskala/

Og vupti! Så var Vagn E. Olsson den første forfatter i Politiken, der havde fået nul hjerter. Med dertil hørende Politiken Plus-palaver … “hvordan føles det at få nul hjerter” og den slags. Det blev til en god håndfuld artikler om anmeldelsen af digtsamlingen:

http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/ECE1670942/forfatteren-der-fik-0-hjerter-alle-siger-tillykke-til-mig/

Digtene nærer – ligesom hans musik – en ualmindelig sund skepsis over for den danske kultur og forfatteren selv:

ET NAVN TATOVERET PÅ HENDES DENGANG SÅ YNDIGE BAG
EN KATEGORISK AFVISNING AF 75-ÅRIGES LYSTER BEGRUNDET I ET HELBREDSMÆSSIGT HENSYN
SÅ STYGT SOM EN DAGSORDEN I ETHVERT MIDDELMÅDIGT OMRÅDE
PÅVIRKNING OVERFØRSEL OG INSPIRATION FRA ANDRE OMRÅDER & ÅNDER (GENI)
I NEGRE STIK FREM JERES ORGANER HVORMED I DEN HVIDE KVINDE HIDSE, SÅ VI DEM AF KAN KAPPE
GRIBER EN BOG FRA REOLEN (OPVISNING I TRIVIALBEHAVIOR PÅ ALLE MÅDER)
BLANDER EN WHISKY (citat)
HER VED SKRIVEBORDET: BEDAGEDE FORFATTERINDER MED TALENT FOR AT SLIKKE PIK (LATENT?)
(ONDSKABEN ER HER) 2006-02-01
ET USÆDVANLIGT HURTIGTSTRØMMENDE FLODUDLØB
SORTSKJORTER RØDGARDISTER (KYS KYS)
EN DJÆVEL TRÆNGER IND I KLOSTERET
LYDEN STIGER AF DAMP FRA KEDLER
DOBBELTGÆNGER
SLØJFER
BLÅ BENZIN ENTITET
M.I. 5
PRÆVENTIV KRIG
IKKE UDEN EVNER
Vagn E. Olsson: Mysterier I

En collage af citater og sætninger hentet fra det danske samfund og forfatterens eget liv. Ironisk, satirisk og skamløst. Sidstnævnte er et ord, som Vagn E. Olsson ofte bruger, når han beskriver sig egen musik. Jeg interviewede ham for år tilbage, hvor han talte om nødvendigheden af at sætte musikken fri af alle de systemer, dogmer og genrer, som vi (særligt!) i centraleuropæisk musik har bygget op. Lydenes demokratisering. Hvad med alle de kvarte og ottendedels toner, som ligger imellem tangenter på klaveret? Dem spiller vi ikke. Og alle de kradse lyde, som findes naturligt i de ting, vi omgiver os med? Dem spiller vi heller ikke, vi spiller på forfinede instrumenter. Faste former og genkendelige lyde har en voldsom magt over os.

Eller som han skriver i Mysterier I:

LILLE HØRING OM MUSIK:
ROCKMUSIK ER EN SLATTEN STINKENDE PIK (ville gerne være)
[TO TALK TO YOU THE MOSTLY]
KLASSISK ER MERE SOM UDTØRREDE NUMSER (bollemælk)
I KORT:
ROCK: NAKKEOST
KLASSISK: TYNDSKID
POPMUSIKKEN DERIMOD ER MERE DET SMUKKE KØNS UVASKEDE LEGEMSDELE
TILSAT ET STÆNK IKKE GANSKE ÆDEL PARFUME
ENKELTE FANATIKERE VIL HÆVDE AT JAZZMUSIKKEN MANGLER I VOR
GENNEMGANG, MEN DEN HØRER VIST SNARERE IND UNDER ZOOLOGIENS
STUDIER AF ABER OG NIGGERES GUTTURALE HYL
Vagn E. Olsson: Mysterier I

Ligeti & Meldgaard

KLUMME FRA JAZZ SPECIAL

jazzspecial forside dec

 

Notater fra undergrunden

 

Der er ikke mange ritualer tilbage i europæisk musik. Men den unge danske musiker Anders Lauge Meldgaard har ikke opgivet kampen mod musikken som ensformigt produkt. I september fik han selskab af verdensmanden Lukas Ligeti.

 

Cembalo, elektrisk vibrafon og et hjemmebygget blokfløjteorgel. Rummet er proppet med fantasifulde instrumenter, da den østrigsk-amerikanske musiker og komponist Lukas Ligeti gæstede Mayhem tilbage i september. Og netop som første koncert skal til at gå i gang, sniger T.S. Høeg sig ind bag baren med endnu en saxofon. Mere om det senere.

 

Frisk Frugt præsenterer

Aftenens fire koncerter er arrangeret af Frisk Frugt, der er navnet på Anders Lauge Meldgaards soloprojekt med tre udgivelser og et hav af koncerter bag sig. Med Frisk Frugt har Meldgaard skabt sig en legeplads for hans mange inspirationer: Popsange, afrikansk musik, freejazz, støj og moderne komposition – for at nævne et par stykker.

Hovednavnet på Mayhem denne aften er naturligvis samarbejdet mellem Lukas Ligeti og Anders Lauge Meldgaard. Og ja, det er den Ligeti. Lukas Ligeti er søn af legendariske György Ligeti, én af det 20. århundredes største komponister, der brød med al vanetænkning. Ikke bare i den klassiske tradition, men også igennem hans egen karriere. Første gang jeg stødte på György Ligeti havde jeg ingen ide om den voldsomme fornyelse af klassisk musik, som han var en del af. Jeg var blot dybt fascineret af lyden i et værk som Atmosphéres.

Men sønnen er også et navn i sig selv, der bevæger sig frit imellem improvisation, jazz og moderne kompositionsmusik. Det er dog ikke til at se, hvordan mødet mellem den klassisk skolede Ligeti og den ret så uskolede Meldgaard kommer til at spænde af. Men før det kommer så vidt, spiller Mads Pind Forsby og Solhorn – to af Meldgaards venner og kollegaer – koncerter.

 

Forsbys soloshow

Mads Pind Forsby sætter sig bag trommerne og kigger rundt. Han er alene på scenen. Det er solokoncert og faktisk hans første af slagsen. Solokoncerter er aldrig nemme og slet ikke, når man som Forsby barsler med en soloplade.

Forsby kigger rundt på trommerne, holder en pause og slår løs. I hurtige små ryk. Hans spil er tilpas kantet til at give indtryk af en blodhund på færden af noget. I løbet af de 20 minutter, som koncerten varer, bevæger han sig fra jazzet solotromme til et beskidt miskmask af synthesizer og trommer. Det virker som om, at sidste del af koncerten fungerer bedst for Forsby, og det er nok også det, som kommer nærmest hans kommende soloudgivelse. Uanset hvad er han skøn at være i selskab med.

 

Solhorn – lyset bestemmer lyden

Næste koncert er Solhorn. Bag Solhorn gemmer musiker og komponist Michael Mørkholt, og denne aften er han i selskab med kæresten Benedikte Sander Laursen. Jeg er dybt fascineret af Solhorns koncerter, der grænser til performance. Michael Mørkholt laver musik med lys. Lydmelodier og lysflimmer, som der står i programmet. Mørkholt er bedst kendt som elektronisk musiker, og som alle andre elektroniske musikere står han i det dilemma, at koncerter med en mand/kvinde bag computeren ikke er særligt ophidsende i sig selv – selv om musikken kan være nok så god.

Der er i det hele taget ikke mange ritualer tilbage i europæiske musik. Enten skal man sidde stille og lytte (i en koncertsal), eller også skal man danse og må ikke lytte (i en musikklub). I begge tilfælde er musikeren eller komponisten det absolutte centrum. Musikken er i vid udstrækning et produkt, som vi passivt forbruger. Her savner jeg krop i musikken; eksperimenter, der gør op med de stivnede musikformer, som radioen er fuld af. Det behøves ikke være så vildt endda, det kræver bare engagement. Se f.eks. på Kresten Osgood. Det er musik, der opfordrer til leg for os alle og bryde med de konforme tanker, som vores samfund er så fuld af.

Den problemstilling tager Mørkholt fat på i med sine koncerter. Her er det lyset, der bestemmer lyden. Mayhem er mørklagt under koncerten. Mørkholt og Laursen flytter tålmodigt rundt på en masse små lysdioder, imens den altomfavnende drone bliver mere og mere kraftig og knitrende. Musikken har en fuldstændig fantastisk lyd. Varm og knasende, som var det en af de elektroniske maskiner, som György Ligeti og Karl-Heinz Stockhausen eksperimenterede med i 1950’erne. Koncerten er dybt fascinerende i al sin enkelthed. Det er ikke performance eller kunstmusik. Det er sanselig musik fuld af leg og ideer. Og det virker på mig. Jeg danser og mine tanker bliver tvunget til at foretage et par krumspring undervejs.

 

Aftenens hovednummer: Ligeti & Meldgaard

Så er vi fremme ved aftenens hovednummer. Mødet mellem Ligeti og Meldgaard. Setup’et er en drøm i sig selv, som en forlystelsespark for et lille barn. Trommer, elektrisk vibrafon, et lille keyboard, et hjemmebygget blokfløjteorgel, et cembalo, en sopransaxofon og en elektrisk 80’er-lignende altsaxofon for at nævne et par stykker. Og som i en anden westernfilm ser man tangenterne bevæge sig på cembalo-klaveret, men ingen pianist. Meldgaard har koblet blokfløjteorgel og cembalo sammen med det lille keyboard, så han kan spille på alle tre fra keyboardet.

Det er to store musikalske personligheder, som mødes, og de spiller som en drøm. Set med dansk perspektiv er det fantastisk at se Meldgaard udfordret af Ligeti. Og selv om de har kredset om mange af de samme ting i deres respektive karrierer – afrikansk musik, fri improvisation, kompositionsmusik – er det tydeligt, at de kommer de fra hver deres tradition. Meldgaard er lidt mere ufin og hjemmegjort i dét. Han kommer fra jazzen og Ligeti fra den klassiske musik. Men Ligeti er tilsyneladende med på den værste denne aften. De spiller i et langt forløb, fra det stille til det vildt fabulerende. Den ældre Ligeti gør sig umage for at følge den yngre Meldgaard. Der er ikke megen dans over koncerten i starten, men det er overvældende at være vidne til deres overflødighedshorn af musikalske vildskud.

Og som jeg står dér med hovedet fuld af musik, på grænsen til, hvad jeg kan kapere, dukker T.S. Høeg op bag baren med sin saxofon. Lige dér, hvor Meldgaard og Ligeti spiller på deres højeste. Om det er aftalt, véd jeg ikke. Men de få fyldige toner han spiller, er lige på sin plads til at sætte gang i dansebenene.

 

Mads Pind Forsby live på Mayhem, København, fredag den 6. september 2013. Mads Pind Forsby (d, key). http://soundcloud.com/ill-djinn

Solhorn live på Mayhem, København, fredag den 6. september 2013. Michael Mørkholt (lysdioder, elektronik) og Benedikte Sander Laursen (lysdioder, elektronik). www.lillekommune.dk

Lukas Ligeti & Anders Lauge Meldgaard live på Mayhem, København, fredag den 6. september 2013. Lukas Ligeti (d, el-vib, elektronik) og Anders Lauge Meldgaard (s, p, key og diverse hjemmebyggede instrumenter). www.yoyooyoy.dk

Solotrommershow

Mads Pind Forsby solo på Mayhem den 6. september 2013. Hans første soloshow på trommer. Det starter sådan her:

Jeg var imponeret over koncerten. Det er altid modigt at sidde ene mand på scenen.

Musikken er proppet med god energi. Han er som en hund, der har opsnappet et spor.

Slutningen af koncerten:

Frisk Frugt aka Anders Lauge Meldgaard havde arrangeret koncerten på Mayhem. Man fornemmer, at Forsby og Meldgaard er beslægtede sjæle. Ikke underligt. Forsby har også spillet trommer på et hav af koncerter med Meldgaard.

Forsby er ved at lægge sidste hånd på en soloplade. Det bliver spændende… Her er en forsmag:

Goodiepal, Jazzhouse, Seks guitarer og Spost

Notater fra undergrunden

– min klumme fra JazzSpecial august 2013

 Jazz Special aug 2013

Goodiepal på Jazzhouse, dansk musiks enfant terrible, ligesom den tyske teaterdirektør Frank Castorf på Volksbühne i Berlin, hvor der spilles teater i tre-fire-fem timer af gangen med skrig, skrål, politik, musik, video og slapstick, det er et udmattelsesløb, en udrenselse, som buddhisme på omvendt plan, hvor man bombarderes af indtryk og til sidst overgiver sig til en anden bevidsthedstilstand, tom indeni, men en erfaring rigere.

 

Copenhagen Jazzhouse har sat nye standarder for, hvad en dansk jazzklub kan rumme med et forårsprogram så rigt på musikalske overraskelser, at jeg flere gange måtte til tasterne og spørge Google om hjælp. Om det så er britisk avantgarderock, europæiske freejazz, amerikanske jazzlegender eller som denne aften: Dansk elektronisk musiks lysende stjerne, der beklagelig vis træk sig tilbage fra musikken allerede i 2001. På en måde. Nok har han ikke udgivet musik siden, men har i den grad været aktiv på den danske musikscene. Goodiepal er navnet. Han har spillet koncerter bestående af lige dele teater, musik og foredrag; med årene fyldte musikken mindre, foredraget mere, altid med et glimt i øjet og en god portion slapstick og, nå ja, så har han produceret et hav af albums for andre danske musikere.

 

Tre dages gensyn med Goodiepal

Men her står han så, Goodiepal, i cafeen på Jazzhouse: Hans cykel er parkeret bag klaveret, paraplyen ligger ovenpå og den eneste regel, som jeg kan uddrage fra de to aftener, jeg var til stede, er, at han bliver ved med at spille, så længe der er the i hans glas. En time, to timer, tre timer. Det bliver ved, uroen begynder allerede at brede sig efter første time, men han lader sig ikke mærke af det, det er en del af forestillingen, soundtracket kører og et virvar af lyde fordeler sig på de otte højtalere i rummet.

Goodiepal bevæger sig i hektiske ryk imellem mixeren, klaveret, lidt elektronik og et par bækkener. Det er ikke meget musik, som han spiller i traditionel forstand, dybest set står han blot og mixer hans gamle musik ud på de mange højtalere i et rask tempo, der matcher hans hektiske bevægelser. Tre dage i træk genopfører han gamle værker i cafeen på Jazzhouse, den evige historie om Goodiepal fortsætter, han griber tilbage, genfortolker, erklærer krig mod de etablerede musikkredse, fortæller historien om hans brud med musikken igen og igen, begrunder det med, at mulighederne for at lave ny elektronisk musik er død. Men her står han alligevel, lejlighedsvis genopstanden og spiller den gamle musik, og midt i det lydlige bombardement finder han ind til sublime skønheder. Som når et stille slag på bækkenet får de andre lyde til at forsvinde eller det akustiske klaver kortvarigt trænger igennem den myldrende musik fra de otte højtalere. Han har et musikalsk klarsyn som kun få i Danmark. Nogle spiller ekstremt korte koncerter, andre spiller ekstremt lange koncerter. Det er et spørgsmål om temperament. Goodiepal spillede tre lange koncerter tre dage i træk. Tak for det!

 

6 x guitar

Det var også Jazzhouse, der i foråret inviterede Jazz Club Loco til at arrangere koncerter i Niels Hemmingsens Gade. Som altid stillede Loco med et stærkt program med hovedvægten på lokale bands. Til gengæld havde Jazzhouse skruet ned for den røde velour, hængt et stort sort gardin op og fjernet stolene. Den høje scene fik lov at stå, og netop den kan volde selv de mest rutinerede undergrundsbands problemer; der er langt ned til publikum, så simpelt er det. Men sjovt nok gav den en ekstra dimension til Anders Lauge Meldgaards guitarsekstet: Musik for seks elektriske guitarer.

Normalt spiller bandet under mere beskedne forhold, gallerier og små spillesteder, hvilket giver god mening, fordi det netop befinder i et mellemfelt: Udgangspunktet er konceptuel, musikken er moderne kompositioner et sted imellem Afrikas svingende rytmer og amerikansk minimalism, og bandet er som helhed dedikeret til at udforske ét instrument og én tradition: Guitaren. Vi taler alt fra Chuck Berry og Jimi Hendrix til John Fahey og Sonic Youth. I det lys var det sjovt at se bandet på en stor scene badet i lys og røg, for det er vel frem for alt det, vi forbinder med en elguitar!

Den japanske trommeslager Muneomi Senju var med som gæst sidste halvdel af koncerten. Han er en helt fantastisk trommeslager, som man godt forstår, at Meldgaard har allieret sig med. Trommerne gav en charmerende ramme om musikken, der ellers med sine nøje afbalancerede seks guitararrangementer lægger sig i en ret stram kompositorisk tradition. Men her fik Senju lov til at danse frit hen over det hele. Det fjernede måske noget af mystikken omkring dette sært fascinerende band, men på den anden side forbinder legebarnet Senju sig på smuk vis med Meldgaards naivistiske univers.

 

Sprængfarligt debutalbum fra SPOST

Elguitaren fylder godt op på SPOST’s debutalbum, et ungt band med et par år på bagen, der sin unge alder til trods forbinder flere tendenser på den københavnske scene for fri musik. De tre elektriske guitarer og Jonas Okholms vokal griber tilbage til et band som The Fall, fra deres tidlige punkede periode, og det forstår man jo godt, og ligesom The Fall er der alt for meget anarki i musikken til, at det er rendyrket punk. Men det er heller ikke Mark E. Smiths sociale forargelse, der brænder igennem, snarere en skæv misantropi, som man finder den hos ældre avantgardister som Vagn E. Olsson.

Claus Haxholm og Toke Flyvholm lægger en tung bølgende bund på bas og trommer, det er en ren nydelse, og ovenpå spiller de tre guitarister frit, så frit, at man kan blive helt bange for, hvad de vil med al den frihed? Men det er jo rigtigt set: Det er for dumt, hvis hele samfundet lægger sig fast på et par simple musikformer: AABA osv. Hvad SPOST vil med deres nyvundne frihed står ikke helt klart endnu, men en ting er sikkert: Det er sprængfarligt. Så lad os håbe, at der kommer mere af den slags og bliver rørt godt op i andedammen, som T.S. Høeg – en anden beslægtet – ville have sagt. Det kan ikke overraske, at SPOST er flettet sammen med det kreative smeltedigel af et kollektiv: Af Med Hovedet. Og Jonas Okholm er en glimrende poet, så det skal nok gå dem godt.

 

 

Goodiepal live på Jazzhouse, København den 17.-19. juni 2013. Goodiepal (p, perc, seq, voc)

 

Musik for seks elektriske guitarer feat. Muneomi Senju live på Jazzhouse, København 24. maj 2013. Anders Lauge Meldgaard (el-g), Andreas Führer (el-g), Martin Vognsen (el-g), Oliver Hoiness (el-g), Claus Haxholm, Andreas Pallisgaard (el-g) og Muneomi Senju (d)

 

SPOST: MANIO-DØS. SPOST 2013. Jonas Okholm (voc), Jan S. Hansen (el-g), Kristian Poulsen (el-g), Mathias Sæderup (el-g), Claus Haxholm (el-b) og Toke Flyvholm (d)