Tag-arkiv: Syg Nok

Nyt terrorangreb på dansk musik

KLUMME FRA JAZZ SPECIAL

Jazz Special april

NYT TERRORANGREB PÅ DANSK MUSIK

Albertslund Terror Korps er tilbage med nye angreb mod dansk musik. Den 1. februar 2014 spillede duoen sin første koncert i fire år. Få har som dem formået at finde et publikum til deres radikale kunst og musik.

Af Simon Leth Stolzenbach

”KÆRESTE VÆSNER卐卐卐. Tak for en Uforglemmelig nat med masser af erigeret energi og intention.” Sådan skrev DJ HVAD på sin facebook-profil dagen efter Albertslunds Terror Korps’ første koncert i fire år på Bolsjefabrikken i København. Mange gik forgæves til den udsolgte koncert med én af den senere tids mest radikale duoer i Danmark. Genforeningen var en stor succes og målet nået: ”Stor tak til Bolsjefabrikken Ragnhildgades aktivister for at svede for genfødslen af Albertslund Terror Korps, SYG NOK Records og mest af alt Kommunal Dubplate Service, som kan færdigbetale den nye skæremaskine og købe ny helium, så vi kan maxe grammofonskæringer ud med fornuftigt lydniveau i fremtiden.”

Konkret musik

Siden starten i 2006 har Albertslund Terror Korps haft et loyalt dansk publikum og været omdrejningspunkt for en generation af unge musikere. Terrorkorpset består af musikeren DJ HVAD og kunstneren Vj Livstræt alias Cancer. Deres særegne univers med rå elektronisk musik og grovkornet farvestrålende grafik har skabt rører i andedammen herhjemme. Få har som dem formået at lave radikal musik og kunst til et konkret publikum med et konkret budskab. Væk er de abstrakte, uforståelige øvelser, der henvender sig til en lille skare af ligesindede, som man tit ser på den eksperimenterende musik- og kunstscene. Hos Albertslund Terror Korps er det lige på og hårdt. Og nu kører toget igen. Så det er bare med at hoppe på.

Kommunal vinyl service

På Nørrebro i København sidder DJ HVAD og producerer sin egen og andres musik. Hans borgerlige navn er Hari Shankar Kishore. Han er født og opvokset i Albertslund og var i sine unge dage en del af miljøet omkring Ungdomshuset. I dag sidder han bag mixerpulten i Kommunal Dubplate Service og hjælper andre musikere med at få deres musik ud. Her kan man gå ind fra gaden med musik på en USB-stick og få den skåret direkte ned i vinyl. Som det eneste sted i Danmark. Såkaldte dubplates eller mastervinyler.

Mange af de senere års store danske klubnavne har været forbi Hari Shankar Kishore. Blandt andet Kidd, Raske Penge og . Men ingen af dem er lige så radikale og gennemførte som Kishore selv, når han spiller under ét af sine mange aliasser. Det startede med Kid Kishore og pladeselskabet SYG NOK Records, fortsatte i Albertslund Terror Korps, blev til DJ HVAD og senere det lokale fællesskab Kommunal Dubplate Service. Gennem det hele løber en rød tråd af modkultur og oprør. En kærlig kritik af dansk kultur og en fanden-i-voldsk energi. Den kombination har været med til at gøre dem populære hos flere forskellige grupper af mennesker. Blandt publikum er dem, som hurtigt afkoder det underliggende budskab om oprør mod det etablerede. Der er dem, som bliver overrumplet over deres hasarderede leg med dansk kultur. Og der er dem, som kommer for festen og den rå energiudladning.

Aliens og prinsesse Alexandra

Kishore spillede i 00’erne under navnet Kid Kishore og skabt undergrundshits som “Klap Perker” og “Eow La Vær Og Spil Dum”. Den spillestil tog han et skridt videre i Albertslund Terror Korps, hvor der blev skruet godt op for den skramlede lyd og de hårdtpumpede beats. Samtidig blev det kunstneriske udtryk skærpet. Musikken smeltede sammen med Vj Cancers grovkornede computergrafik. Begge eksilerer i at stjæle med arme og ben fra blandt andet dansk og indisk populærkultur. Alt kommer en tur i terrormaskinen og bliver spyttet ud igen som en beskidt og humoristisk omgang ghettopoesi.

De neongrønne aliens har Kishore taget med fra opvæksten i Albertslunds grå boligbyggeri. De får selskab af eks-prinsesse Alexandra og Mickey Mouse med turban og fuckfinger. Duoen optræder i grønne spandexdragter. Med Dannebrog og et hav af nationale symboler. Over det hele svæver det hinduistiske svastika tegn. Sange fra den danske sangskat og indisk bhangra samples til hudløshed med electro, dubsteb, gabber og ghetto-techno. Kishore kalder det selv for “perker tech”. Tilsammen skaber DJ HVAD og Cancer et univers, der er så iderigt og konsistent, at det er svært ikke at blive ramt. Der er en stærk forbindelse mellem livet og kunsten.

Hackerangreb og krig mod DIEM

Ikke overraskende er der forbindelser mellem DJ HVAD og musikscenen omkring spillestedet Mayhem, musikkollektivet yoyooyoy og den danske musiker Goodiepal. De er i familie, kunstnerisk set, og har samme form for gennemført kunstnerisk udtryk. Når man taler om Albertslund Terror Korps, er det meget mere end et sommerprojekt mellem en musiker og en kunstner. I 2008 spillede de på Roskilde Festival, og i 2010 lancerede de et hackerangreb mod Soundvenue på grund af musikmagasinets ”uradikale ideer”. Samme år stjal de sammen med Goodiepal en lydeffektcomputer fra DIEM på Det Jyske Musikkonservatorium. Det skete som en del af Goodiepals selverklærede krig mod institutionen, der ifølge ham har en fatal mangel på utopier (og handling).

Og hvad så nu? Ja, lysten til at arbejde videre med Albertslund Terror Korps er tilbage efter koncerten på Bolsjefabrikken i februar. Tegningerne har fået flere streger. Musikken udvikler sig. Tempoet er stadigt højt. Og det er ikke blevet mindre radikalt.

http://sygnok.com/