Forfatterarkiv: admin

Brötzmann og Lunds

– For at komme af med fortidens synder, var du nødt til at blæse alt skidtet væk, fortæller Peter Brötzmann, da jeg interviewede ham til Jazzspecial tidligere i år.

Han er vokset op i Tyskland efter 2. Verdenskrig, hans far var soldat, han selv ville være kunstner, men endte som saxofonist. Han er kendt som ‘Jernlungen’ for sit kraftfulde saxofonspil og sine frygtløse improvisationer. I 1968 indspillede han albummet Machine Gun, en milepæl i europæisk free jazz. I aften spiller han et soloshow på Mayhem. I morgen kan man høre ham med hans nye danske trio: Dark to themself. Det er også på Mayhem sammen med Johs Lund og P.O. Jørgens. Trioen spillede første gang sammen i februar. En fuldstændig fantastisk koncert. Don’t miss it.

Her er interviewet med Brötzmann:

Peter-Brötzmann-page-001 Peter-Brötzmann-page-002

Johannes Lund er ud af samme skole som Peter Brötzmann, han er selvlært musiker, har fundet sin egne veje uden om Rytmisk Konservatorium og andre musikinstitutioner, og der er jo noget om det, man kan høre den søgen og higen efter nye landvindinger, som ikke lader sig forene med skolebænken. Ingen tvivl om at Johs Lund har fundet den helt rigtige læremester i Brötzmann, bedre fås ikke og de forstår hinanden, men tror Lund på, at musikken kan forandre verden? Tiderne er i hvert fald anderledes: Ungdomsoprøret, efterkrigstiden, Vietnamkrigen, de sortes rettigheder i USA, hele den klangbund af oprør og uretfærdighed, som fik Brötzmann og hans jævnaldrene til at bryde med det hele. Lunds ni soloplader viser en imponerende stædighed, ganske vist har han ikke lavet et dissideret hovedværk, det skulle måske være forrige album Metatron for solo alto saxophone, men på sidste udspil kan han opleves i storform på bas- og barytonsaxofon.

 

Her er en kort omtale af JOHNS LUNDS PLAYS BASS & BARITONE SAXOPHONE fra sidste nummer af Jazzspecial:

Johns-Lunds-page-001

Jazzfestival

Jeg huske for ti år siden, hvor hele ugen var fri til Jazzfestival, vi fandt sammen til den første koncert ved 13-tiden, startede som regel dagen i en af parkerne: Frederiksberg Haveselskab, Kongens Have, talte om dagens program, flere stødte til, altid med det lille program i jakkelomme, solen skinnede (naturligvis!), jeg levede af pizza hele ugen, og endte aftenerne på det gode skib Stubnitz eller Huset i Magstrædet eller Christianhavns Beboerhus eller Stengade 30 eller Sofiekælderen eller hvor Jazz Club Loco nu havde søgt tilflugt. Sikke en indsats Loco gjorde dengang. Og de bliver ved. Ligesom alle de andre:

Fredag:

Jakob Bro Tentet feat. Peter Laugensen på Jazzhouse kl. 21

Lørdag:

Dane TS Hawk & his Cop Jazz Festsemble på Frederiksberg Bibliotek kl. 12 (to trommeslagere og en masse horn!)

PROVOO (Anders Provis og Vagn E. Olsson) på Sort Kaffe og Vinyl kl. 15

MX på Harbo Bar kl. 20

Søndag:

Søren Kjærgaard, Thomas Morgan og Andrew Cyrille med gode gæster på Jazzhouse kl. 21

Mandag:

Lars Greve, Liudas Mockunas, Peter Friis Nielsen og Håkon Berre på Christianhavns Beboerhus kl. 22:30

Tirsdag: Hviledag.

Onsdag:

Borderlin med TS Høeg på Østre Anlæg kl. 10 (for børn, ja, men det gør det bare bedre!)

Skræps 25 års jubilæum på Mayhem kl. 20 (Et væld af de bedste danske og internationale navne, dont miss)

Torsdag:

Jeppe og Jazzhyænerne i Amagerbro Kulturhus kl. 10:30 (for børn igen og top stemning!)

Skræps 25 års jubilæum i Koncertkirken kl. 20 (Flere danske og internationale navne, be there)

Fredag:

Rrrrrinsch Peké feat. Søren Kjærgaard og Zlatko Buric i Lindevangsparken (et MUST!)

Hvad skal man vælge … Loco på Huset eller Mayhem? Går nok for den sidste, men burde være begge steder:

Loco Days på Huset kl. 20 (Fantastisk lineup)

 Mayhem Jazzfest kl. 20 (Det bliver uden tvivl sommerens bedste aften på Mayhem, dont miss)

Som om det ikke er nok spiller Jagwa Music samme aften, fantastisk upbeat africa:

Jagwa Music på Jazzhouse kl. 23:30

Lørdag:

Kunne man passende slappe af med Kjærgaard, Rasmussen og Osgood på Tranquebar Rejseboghandel kl. 16

… og tage til mere jazzfest på Mayhem kl. 20!

Søndag:

Normalt ville jeg holde jazzfri dag søndag, men jeg vil så gerne se Jeppe Skjold med Band of The Univers på 5e kl. 23

Zea og King Ayisoba

Han ligner umiddelbart en almindelig mand omkring de 40 år, som han står dér på scenen, med kort blond hår og t-shirt. Mayhem har besøg af enmandsbandet Zea, og bag Zea gemmer sig Arnold de Boer fra Holland, bevæbnet med guitar, mikrofon og lidt elektronik. Han trykker på en knap, og et beat sætter i gang. Mange beats. Vanvittige beats, der vælter ind over hinanden. Det er punk, pop og Afrika. Synth, guitar og legetøjslyde.

Zea er fra Holland ligesom det legendariske band The Ex, hvor han er forsanger. The Ex er kendt for holde ørerne åbne og blande musik på tværs af genrer og nationer. Det samme kan man sige om Zea. Legelysten er i top, og koncerten på Mayhem er da også startskuddet på en europæisk dobbeltturne med Zea og ghanesiske King Ayisoba. Holland og Afrika hånd i hånd.

Det er en af de første varme sommeraftenen i København, folk hænger ud foran Mayhem, Zea dukker op i døren med en lille feed’ende mikrofon, Anja Jacobsen slår på en gonggong. Det er tid til at komme ind. Der er noget enormt tillokkende over ham, som han står på scenen med sit energiske enmandsshow. Underholdende og ligetil. Han kunne være din nabo, som du drikker øl med hen over hækken. Og til sidst kommer King Ayisoba også på scenen.

King Ayisoba var vel aftenens hovednavn. Hans entre viser sig at være en konge værdig, det vil sige, først spiller hans medmusikant et nummer og derefter kommer Ayisoba løbende ind på scenen med armene i vejret. Festen er i gang.

King Ayisoba kigger mod himlen, imens han synger. Det er vanvittig intenst, som om han er i en mild form for trance. Men ikke mere end han har tid til at tegne og fortælle. King Ayisoba er en gudsbenådet entertainer. Han spiller op til dans og ballade og har publikum med sig fra første råb. Det er også svært andet med en musik, der svinger som straight out of Africa, og hans overvældende stemme. Brøler som en løve, når han synger. Blid som en teenagedreng, når han taler. Og ind imellem med en stemme så nasal som en … ja en ged.


Zea (NL) og King Ayisoba (Ghana) på Mayhem den 30. maj 2013. Eget værelse & KNTN havde arrangeret.

Appetit på free jazz

”I min generation skulle man spille jazz, inden man måtte spille free jazz. Det er helt bizart! Hvorfor det dog?” fortalte Mats Gustafsson mig, da jeg mødte ham i februar måned på Jazzhouse. Det blev til en lille podcast til SNYKradio, hvor Mats Gustafsson slår et slag for det yderst fornuftige synspunkt, at alle skal have lov til at improvisere: “I dag kan du komme fra techno, electronika, noise eller rock. Hvis du vil improvisere, så improviserer du.”

Hør mere om det intense turneliv og trangen til at bryde med traditionerne lige her:

Führers funky toner

Andreas Führer and the new brown går på scenen. Andreas sidder bag et keyboard med en smøg i hånden og kigger på mikrofonen foran ham. Bag ham står Oliver Hoiness, Cæcilie Trier og Rasmus Valldorf. Det er funky, 1980er og synth. Det er første gang, jeg hører dem. Jeg har den dér fornemmelse af, at jeg ikke helt forstår, hvad Andreas Führer har kastet sig ud i, men det nok skal blive godt. Jeg mener: Det er ikke den slags musik, man er vant til at høre fra Andreas Führer. Han er én af de mest eksperimenterende og støjende musikere i København. Nu er han også én af de mest funky … på sin egen underspillede måde.

Rygtet vil vide, at de snart indspiller en plade. Det skal blive godt.

Optagelsen er fra Mayhem i april, hvor musikkollektivet Eget værelse havde arrangeret koncerter.

 

 

Lineup fra aftenen:

Valby Vokalgruppe

Tobias Kirstein / Pär Thörn

Andreas Führer and the new brown

Selvhenter

 

“Eget værelse” på Mayhem

Der var usædvanligt proppet på Mayhem sidste lørdag. Musikkollektivet Eget værelse havde inviteret indenfor i den nedlagte lagerhal. Der var forår i luften, fire bands på plakaten og dancehall-fest i Bolsjefabrikken på den anden side. To stroboskoplys blinker direkte op i hovedet på den svenske digter og lydkunstner Pär Thörn og hans danske partner-in-crime Tobias Kirstein. Pludselig går det op for folk, at koncerten er i gang, og man samler sig.

De fleste var nok stadig ved at falde ned oven på den første koncert med Valby Vokalgruppe, for pokker det var fedt, og sikke en indtrængende måde at tage tråden op de herrer Thörn og Kirstein præsterede, med feedback, båndoptagere og skrig. Det var så underspillet og direkte, Kirstein bevægede en lille mikrofon over Thörns båndoptagere og lod det feed’e. Så klart i dets udtryk og overraskende fra en mand som Tobias Kirstein, der ellers ikke er bange for vild støj og usædvanlig høj volumen.

Her er slutningen af koncerten, som vel ikke varede meget mere end 10 minutter. Det er Pär Thörn, der lejlighedsvis skriger. Feedback og skrig. To herre på feltarbejde. Og stroboskoplys.

Paal og Brötzmann på Jazzhouse

I forrige uge fik København besøg af Peter Brötzmann og Paal Nilssen-Love. Jazzhouse lagde lokaler til og havde stillet den store scene frem til det tyske free jazz-ikon og hans norske ven. Der var god plads deroppe, men for pokker hvor fyldte de scenen godt ud.

Men først. En ny dansk trio varmede op med det charmerende navn Motherfucker. Der var da også et smil på læben, da Thomas Eiler (trommer), Henrik Pultz Melbye (barytonsax) og Jakob Thorkild (guitar) gik på scenen og spillede en omgang heavy metal free jazz. Eller knallertrock, som Jakob Thorkild fortalte mig før koncerten. Især hans metaltunge og heavyrockede guitar fik gruppen til at lyde som noget andet. Noget fra 1970’erne måske. Og 1980’erne. Og i dag. Døm selv. De indspillede deres første plade dagen efter koncerten. Den må kunne købes i butikker til efteråret, hvis ikke Jakob Thorkild overtager styringen og viderefører samme praksis fra Boda Boda duo, der forærer deres plader væk ved koncerter og andre lejligheder.

Paal Nilssen-Love/Peter Brötzmann var helt vidunderligt. Brötzmann i sorte bukser, mørk skjorte og grå jakke. Jakken tog han naturligvis af efter det første nummer. Man er vel en gentleman. Både Nilssen-Love og Brötzmann spiller utroligt kraftigt på deres instrumenter, men er anderledes afdæmpet i deres optræden. Brötzmann tager sig god tid til at skifte imellem klarinet, tenorsaxofon og alt saxofon. Det er fascinerende at se, hvordan den 72-årige mand tydeligvis er helt bevidst om stå på scenen og har den dér tilbagelænede, underspillede coolhed, som var han jazzens Leonard Cohen. Jeg forestiller mig et helt kvindekor ude backstage.

Ingen af dem sagde noget under hele koncerten. Ingen præsentationer. Ingen ”how are you Copenhagen?”. Det var ren musik.

Paal Nilssen-Love er en slags trommeslagernes Roger Federer. Tennisspilleren, som aldrig rammer bolden forkert. Han er uhyggeligt intens i sit spil. Inde bag fem store bækkener. Med whiskers, køller, stikker og gong gong. I løbet af koncerten spiller han også en hel del med sine bare hænder. Der var lange stykker kun med køller og hænder. Men stadigt højt.

Det virkelig uhyggelige er, hvor energisk de lytter til hinanden. Og så Brötzmanns salver af saxofon. Det er helt vildt. Han sender en frase afsted. Holder en kort pause. Gentager den to-tre gange. Den bliver længere og længere. Stopper brat og bevæger sig videre til en ny frase.

72 år gammel og på turne. Jeg undres: Hvordan kan han blive ved med at spille så kraftigt? Hvordan lever han til dagligt hjemme i Wuppertal? Hvordan tænker han tilbage på sit liv?

Som barn af en far, der først vendte tilbage fra 2. Verdenskrig i 1948 efter flere år i russisk fangelejr? Og aldrig talte om krigen. Som ung oprører i 1960’erne, i opposition til alt, selv sin egen far, der først anerkendte hans spil på sit dødsleje? Som heavy drinker i New York? Og som afvænnet alkoholiker og ombejlet musiker på sine ældre dage?

Han sagde ingenting under koncerten. Bevægede sig langsomt rundt på scenen. Kredsede om samme melodiske tema det sidste lange stykke tid af koncerten. Spillede mere og mere stille. Stoppede. Bukkede. Tog sin jakke over skulderen og gik ned fra scenen.

——————————

Peter Brötzmann/Paal Nilssen-Love (DE/NO) + Motherfucker på Jazzhouse 4. april 2013.