Notater fra undergrunden

– min klumme fra JazzSpecial august 2013

Goodiepal på Jazzhouse, dansk musiks enfant terrible, ligesom den tyske teaterdirektør Frank Castorf på Volksbühne i Berlin, hvor der spilles teater i tre-fire-fem timer af gangen med skrig, skrål, politik, musik, video og slapstick, det er et udmattelsesløb, en udrenselse, som buddhisme på omvendt plan, hvor man bombarderes af indtryk og til sidst overgiver sig til en anden bevidsthedstilstand, tom indeni, men en erfaring rigere.

Copenhagen Jazzhouse har sat nye standarder for, hvad en dansk jazzklub kan rumme med et forårsprogram så rigt på musikalske overraskelser, at jeg flere gange måtte til tasterne og spørge Google om hjælp. Om det så er britisk avantgarderock, europæiske freejazz, amerikanske jazzlegender eller som denne aften: Dansk elektronisk musiks lysende stjerne, der beklagelig vis træk sig tilbage fra musikken allerede i 2001. På en måde. Nok har han ikke udgivet musik siden, men har i den grad været aktiv på den danske musikscene. Goodiepal er navnet. Han har spillet koncerter bestående af lige dele teater, musik og foredrag; med årene fyldte musikken mindre, foredraget mere, altid med et glimt i øjet og en god portion slapstick og, nå ja, så har han produceret et hav af albums for andre danske musikere.

Tre dages gensyn med Goodiepal

Men her står han så, Goodiepal, i cafeen på Jazzhouse: Hans cykel er parkeret bag klaveret, paraplyen ligger ovenpå og den eneste regel, som jeg kan uddrage fra de to aftener, jeg var til stede, er, at han bliver ved med at spille, så længe der er the i hans glas. En time, to timer, tre timer. Det bliver ved, uroen begynder allerede at brede sig efter første time, men han lader sig ikke mærke af det, det er en del af forestillingen, soundtracket kører og et virvar af lyde fordeler sig på de otte højtalere i rummet.

Goodiepal bevæger sig i hektiske ryk imellem mixeren, klaveret, lidt elektronik og et par bækkener. Det er ikke meget musik, som han spiller i traditionel forstand, dybest set står han blot og mixer hans gamle musik ud på de mange højtalere i et rask tempo, der matcher hans hektiske bevægelser. Tre dage i træk genopfører han gamle værker i cafeen på Jazzhouse, den evige historie om Goodiepal fortsætter, han griber tilbage, genfortolker, erklærer krig mod de etablerede musikkredse, fortæller historien om hans brud med musikken igen og igen, begrunder det med, at mulighederne for at lave ny elektronisk musik er død. Men her står han alligevel, lejlighedsvis genopstanden og spiller den gamle musik, og midt i det lydlige bombardement finder han ind til sublime skønheder. Som når et stille slag på bækkenet får de andre lyde til at forsvinde eller det akustiske klaver kortvarigt trænger igennem den myldrende musik fra de otte højtalere. Han har et musikalsk klarsyn som kun få i Danmark. Nogle spiller ekstremt korte koncerter, andre spiller ekstremt lange koncerter. Det er et spørgsmål om temperament. Goodiepal spillede tre lange koncerter tre dage i træk. Tak for det!

6 x guitar

Det var også Jazzhouse, der i foråret inviterede Jazz Club Loco til at arrangere koncerter i Niels Hemmingsens Gade. Som altid stillede Loco med et stærkt program med hovedvægten på lokale bands. Til gengæld havde Jazzhouse skruet ned for den røde velour, hængt et stort sort gardin op og fjernet stolene. Den høje scene fik lov at stå, og netop den kan volde selv de mest rutinerede undergrundsbands problemer; der er langt ned til publikum, så simpelt er det. Men sjovt nok gav den en ekstra dimension til Anders Lauge Meldgaards guitarsekstet: Musik for seks elektriske guitarer.

Normalt spiller bandet under mere beskedne forhold, gallerier og små spillesteder, hvilket giver god mening, fordi det netop befinder i et mellemfelt: Udgangspunktet er konceptuel, musikken er moderne kompositioner et sted imellem Afrikas svingende rytmer og amerikansk minimalism, og bandet er som helhed dedikeret til at udforske ét instrument og én tradition: Guitaren. Vi taler alt fra Chuck Berry og Jimi Hendrix til John Fahey og Sonic Youth. I det lys var det sjovt at se bandet på en stor scene badet i lys og røg, for det er vel frem for alt det, vi forbinder med en elguitar!

Den japanske trommeslager Muneomi Senju var med som gæst sidste halvdel af koncerten. Han er en helt fantastisk trommeslager, som man godt forstår, at Meldgaard har allieret sig med. Trommerne gav en charmerende ramme om musikken, der ellers med sine nøje afbalancerede seks guitararrangementer lægger sig i en ret stram kompositorisk tradition. Men her fik Senju lov til at danse frit hen over det hele. Det fjernede måske noget af mystikken omkring dette sært fascinerende band, men på den anden side forbinder legebarnet Senju sig på smuk vis med Meldgaards naivistiske univers.

Sprængfarligt debutalbum fra SPOST

Elguitaren fylder godt op på SPOST’s debutalbum, et ungt band med et par år på bagen, der sin unge alder til trods forbinder flere tendenser på den københavnske scene for fri musik. De tre elektriske guitarer og Jonas Okholms vokal griber tilbage til et band som The Fall, fra deres tidlige punkede periode, og det forstår man jo godt, og ligesom The Fall er der alt for meget anarki i musikken til, at det er rendyrket punk. Men det er heller ikke Mark E. Smiths sociale forargelse, der brænder igennem, snarere en skæv misantropi, som man finder den hos ældre avantgardister som Vagn E. Olsson.

Claus Haxholm og Toke Flyvholm lægger en tung bølgende bund på bas og trommer, det er en ren nydelse, og ovenpå spiller de tre guitarister frit, så frit, at man kan blive helt bange for, hvad de vil med al den frihed? Men det er jo rigtigt set: Det er for dumt, hvis hele samfundet lægger sig fast på et par simple musikformer: AABA osv. Hvad SPOST vil med deres nyvundne frihed står ikke helt klart endnu, men en ting er sikkert: Det er sprængfarligt. Så lad os håbe, at der kommer mere af den slags og bliver rørt godt op i andedammen, som T.S. Høeg – en anden beslægtet – ville have sagt. Det kan ikke overraske, at SPOST er flettet sammen med det kreative smeltedigel af et kollektiv: Af Med Hovedet. Og Jonas Okholm er en glimrende poet, så det skal nok gå dem godt.

Goodiepal live på Jazzhouse, København den 17.-19. juni 2013. Goodiepal (p, perc, seq, voc)

Musik for seks elektriske guitarer feat. Muneomi Senju live på Jazzhouse, København 24. maj 2013. Anders Lauge Meldgaard (el-g), Andreas Führer (el-g), Martin Vognsen (el-g), Oliver Hoiness (el-g), Claus Haxholm, Andreas Pallisgaard (el-g) og Muneomi Senju (d)

SPOST: MANIO-DØS. SPOST 2013. Jonas Okholm (voc), Jan S. Hansen (el-g), Kristian Poulsen (el-g), Mathias Sæderup (el-g), Claus Haxholm (el-b) og Toke Flyvholm (d)