Ligesom Yahya Hassan slog han capslock til og skrev en digtsamling helt i sort (omslaget er sort, stemningen er sort). Og ligesom Yahya Hassan gik Politiken i selvsving over mødet med dette nye eksotiske bekendtskab. Navnet er Vagn E. Olsson. Ellers har han ikke noget til fælles med Yahya Hassan.
Januar måned er til at rydde op, gøre status, tage alt ned fra hylderne og sætte dem på plads igen. Midt i mylderet fandt jeg en optagelse af en koncert med Vagn E. Olsson fra 2013. Det er en solokoncert fra Mayhem, og det er virkelig godt. Først lidt om Vagn E. Olsson:
- Musiker, digter
- Spillede i No Knox og Tapehead i 1980’erne
- Der er desværre langt mellem hans udgivelser, men i 2007 kom et sandt mesterværk i dansk musik: Vagn E. Olsson – Presents El Hombre Invisble
- Og så er han ualmindeligt velformuleret omkring sin egen musik og musik generelt.
Han har udgivet to digtsamlinger. Poemer fra 1990 og Mysterier I fra 2012. Sidstnævnte fik meget fortjent en hel del omtale, mest af alt for at være … anderledes. Politikens anmelder Mikkel Bruun Zangenberg skrev en fremragende anmeldelse, som slutter med ordene:
Her finder vi en iskold fornægtelse af de mange dødsattester, avantgarden har været forsynet med; Olsson går lige ind i avantgardernes forlængede hjertestop og fabrikerer dér sine mysterier.
Det er så hjerteløst, at vi selvfølgelig må holde alle hjerter tilbage.
http://politiken.dk/kultur/boger/ECE1667015/digtsamling-slaar-bunden-ud-paa-anmeldernes-karakterskala/Og vupti! Så var Vagn E. Olsson den første forfatter i Politiken, der havde fået nul hjerter. Med dertil hørende Politiken Plus-palaver … “hvordan føles det at få nul hjerter” og den slags. Det blev til en god håndfuld artikler om anmeldelsen af digtsamlingen:
http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/ECE1670942/forfatteren-der-fik-0-hjerter-alle-siger-tillykke-til-mig/Digtene nærer – ligesom hans musik – en ualmindelig sund skepsis over for den danske kultur og forfatteren selv:
ET NAVN TATOVERET PÅ HENDES DENGANG SÅ YNDIGE BAG
EN KATEGORISK AFVISNING AF 75-ÅRIGES LYSTER BEGRUNDET I ET HELBREDSMÆSSIGT HENSYN
SÅ STYGT SOM EN DAGSORDEN I ETHVERT MIDDELMÅDIGT OMRÅDE
PÅVIRKNING OVERFØRSEL OG INSPIRATION FRA ANDRE OMRÅDER & ÅNDER (GENI)
I NEGRE STIK FREM JERES ORGANER HVORMED I DEN HVIDE KVINDE HIDSE, SÅ VI DEM AF KAN KAPPE
GRIBER EN BOG FRA REOLEN (OPVISNING I TRIVIALBEHAVIOR PÅ ALLE MÅDER)
BLANDER EN WHISKY (citat)
HER VED SKRIVEBORDET: BEDAGEDE FORFATTERINDER MED TALENT FOR AT SLIKKE PIK (LATENT?)
(ONDSKABEN ER HER) 2006-02-01
ET USÆDVANLIGT HURTIGTSTRØMMENDE FLODUDLØB
SORTSKJORTER RØDGARDISTER (KYS KYS)
EN DJÆVEL TRÆNGER IND I KLOSTERET
LYDEN STIGER AF DAMP FRA KEDLER
DOBBELTGÆNGER
SLØJFER
BLÅ BENZIN ENTITET
M.I. 5
PRÆVENTIV KRIG
IKKE UDEN EVNER
Vagn E. Olsson: Mysterier I
En collage af citater og sætninger hentet fra det danske samfund og forfatterens eget liv. Ironisk, satirisk og skamløst. Sidstnævnte er et ord, som Vagn E. Olsson ofte bruger, når han beskriver sig egen musik. Jeg interviewede ham for år tilbage, hvor han talte om nødvendigheden af at sætte musikken fri af alle de systemer, dogmer og genrer, som vi (særligt!) i centraleuropæisk musik har bygget op. Lydenes demokratisering. Hvad med alle de kvarte og ottendedels toner, som ligger imellem tangenter på klaveret? Dem spiller vi ikke. Og alle de kradse lyde, som findes naturligt i de ting, vi omgiver os med? Dem spiller vi heller ikke, vi spiller på forfinede instrumenter. Faste former og genkendelige lyde har en voldsom magt over os.
Eller som han skriver i Mysterier I: