KLUMME FRA JAZZ SPECIAL

 

Notater fra undergrunden

 

Der er ikke mange ritualer tilbage i europæisk musik. Men den unge danske musiker Anders Lauge Meldgaard har ikke opgivet kampen mod musikken som ensformigt produkt. I september fik han selskab af verdensmanden Lukas Ligeti.

 

Cembalo, elektrisk vibrafon og et hjemmebygget blokfløjteorgel. Rummet er proppet med fantasifulde instrumenter, da den østrigsk-amerikanske musiker og komponist Lukas Ligeti gæstede Mayhem tilbage i september. Og netop som første koncert skal til at gå i gang, sniger T.S. Høeg sig ind bag baren med endnu en saxofon. Mere om det senere.

 

Frisk Frugt præsenterer

Aftenens fire koncerter er arrangeret af Frisk Frugt, der er navnet på Anders Lauge Meldgaards soloprojekt med tre udgivelser og et hav af koncerter bag sig. Med Frisk Frugt har Meldgaard skabt sig en legeplads for hans mange inspirationer: Popsange, afrikansk musik, freejazz, støj og moderne komposition – for at nævne et par stykker.

Hovednavnet på Mayhem denne aften er naturligvis samarbejdet mellem Lukas Ligeti og Anders Lauge Meldgaard. Og ja, det er den Ligeti. Lukas Ligeti er søn af legendariske György Ligeti, én af det 20. århundredes største komponister, der brød med al vanetænkning. Ikke bare i den klassiske tradition, men også igennem hans egen karriere. Første gang jeg stødte på György Ligeti havde jeg ingen ide om den voldsomme fornyelse af klassisk musik, som han var en del af. Jeg var blot dybt fascineret af lyden i et værk som Atmosphéres.

Men sønnen er også et navn i sig selv, der bevæger sig frit imellem improvisation, jazz og moderne kompositionsmusik. Det er dog ikke til at se, hvordan mødet mellem den klassisk skolede Ligeti og den ret så uskolede Meldgaard kommer til at spænde af. Men før det kommer så vidt, spiller Mads Pind Forsby og Solhorn – to af Meldgaards venner og kollegaer – koncerter.

 

Forsbys soloshow

Mads Pind Forsby sætter sig bag trommerne og kigger rundt. Han er alene på scenen. Det er solokoncert og faktisk hans første af slagsen. Solokoncerter er aldrig nemme og slet ikke, når man som Forsby barsler med en soloplade.

Forsby kigger rundt på trommerne, holder en pause og slår løs. I hurtige små ryk. Hans spil er tilpas kantet til at give indtryk af en blodhund på færden af noget. I løbet af de 20 minutter, som koncerten varer, bevæger han sig fra jazzet solotromme til et beskidt miskmask af synthesizer og trommer. Det virker som om, at sidste del af koncerten fungerer bedst for Forsby, og det er nok også det, som kommer nærmest hans kommende soloudgivelse. Uanset hvad er han skøn at være i selskab med.

 

Solhorn – lyset bestemmer lyden

Næste koncert er Solhorn. Bag Solhorn gemmer musiker og komponist Michael Mørkholt, og denne aften er han i selskab med kæresten Benedikte Sander Laursen. Jeg er dybt fascineret af Solhorns koncerter, der grænser til performance. Michael Mørkholt laver musik med lys. Lydmelodier og lysflimmer, som der står i programmet. Mørkholt er bedst kendt som elektronisk musiker, og som alle andre elektroniske musikere står han i det dilemma, at koncerter med en mand/kvinde bag computeren ikke er særligt ophidsende i sig selv – selv om musikken kan være nok så god.

Der er i det hele taget ikke mange ritualer tilbage i europæiske musik. Enten skal man sidde stille og lytte (i en koncertsal), eller også skal man danse og må ikke lytte (i en musikklub). I begge tilfælde er musikeren eller komponisten det absolutte centrum. Musikken er i vid udstrækning et produkt, som vi passivt forbruger. Her savner jeg krop i musikken; eksperimenter, der gør op med de stivnede musikformer, som radioen er fuld af. Det behøves ikke være så vildt endda, det kræver bare engagement. Se f.eks. på Kresten Osgood. Det er musik, der opfordrer til leg for os alle og bryde med de konforme tanker, som vores samfund er så fuld af.

Den problemstilling tager Mørkholt fat på i med sine koncerter. Her er det lyset, der bestemmer lyden. Mayhem er mørklagt under koncerten. Mørkholt og Laursen flytter tålmodigt rundt på en masse små lysdioder, imens den altomfavnende drone bliver mere og mere kraftig og knitrende. Musikken har en fuldstændig fantastisk lyd. Varm og knasende, som var det en af de elektroniske maskiner, som György Ligeti og Karl-Heinz Stockhausen eksperimenterede med i 1950’erne. Koncerten er dybt fascinerende i al sin enkelthed. Det er ikke performance eller kunstmusik. Det er sanselig musik fuld af leg og ideer. Og det virker på mig. Jeg danser og mine tanker bliver tvunget til at foretage et par krumspring undervejs.

 

Aftenens hovednummer: Ligeti & Meldgaard

Så er vi fremme ved aftenens hovednummer. Mødet mellem Ligeti og Meldgaard. Setup’et er en drøm i sig selv, som en forlystelsespark for et lille barn. Trommer, elektrisk vibrafon, et lille keyboard, et hjemmebygget blokfløjteorgel, et cembalo, en sopransaxofon og en elektrisk 80’er-lignende altsaxofon for at nævne et par stykker. Og som i en anden westernfilm ser man tangenterne bevæge sig på cembalo-klaveret, men ingen pianist. Meldgaard har koblet blokfløjteorgel og cembalo sammen med det lille keyboard, så han kan spille på alle tre fra keyboardet.

Det er to store musikalske personligheder, som mødes, og de spiller som en drøm. Set med dansk perspektiv er det fantastisk at se Meldgaard udfordret af Ligeti. Og selv om de har kredset om mange af de samme ting i deres respektive karrierer – afrikansk musik, fri improvisation, kompositionsmusik – er det tydeligt, at de kommer de fra hver deres tradition. Meldgaard er lidt mere ufin og hjemmegjort i dét. Han kommer fra jazzen og Ligeti fra den klassiske musik. Men Ligeti er tilsyneladende med på den værste denne aften. De spiller i et langt forløb, fra det stille til det vildt fabulerende. Den ældre Ligeti gør sig umage for at følge den yngre Meldgaard. Der er ikke megen dans over koncerten i starten, men det er overvældende at være vidne til deres overflødighedshorn af musikalske vildskud.

Og som jeg står dér med hovedet fuld af musik, på grænsen til, hvad jeg kan kapere, dukker T.S. Høeg op bag baren med sin saxofon. Lige dér, hvor Meldgaard og Ligeti spiller på deres højeste. Om det er aftalt, véd jeg ikke. Men de få fyldige toner han spiller, er lige på sin plads til at sætte gang i dansebenene.

 

Mads Pind Forsby live på Mayhem, København, fredag den 6. september 2013. Mads Pind Forsby (d, key). http://soundcloud.com/ill-djinn

Solhorn live på Mayhem, København, fredag den 6. september 2013. Michael Mørkholt (lysdioder, elektronik) og Benedikte Sander Laursen (lysdioder, elektronik). www.lillekommune.dk

Lukas Ligeti & Anders Lauge Meldgaard live på Mayhem, København, fredag den 6. september 2013. Lukas Ligeti (d, el-vib, elektronik) og Anders Lauge Meldgaard (s, p, key og diverse hjemmebyggede instrumenter). www.yoyooyoy.dk