KLUMME FRA JAZZ SPECIAL

Blomstringstid udfordrer jazzen

DOKUMENT er et tidsbillede fra København i en musikalsk blomstringstid. En periode med et mylder af bands og international bevågenhed.

Fra coveret på albummet DOKUMENT #1, Posh Isolation, 2013

Det uafhængige pladeselskab Posh Isolation udfordrer jazzens dogmer. Senest på dobbeltalbummet DOKUMENT #1, der samler en række punk- og noisebands fra København.

Der sker ting og sager i den københavnske undergrund. De sidste par år har det lille pladeselskab Posh Isolation udgivet over 100 kassettebånd og lp’er. Det er mildt sagt en imponerende udgivelsessekvens, og selvom der ikke er mange informationer på deres hjemmeside, kan man ikke anklage dem for at være utydelig i deres kunstneriske strategi: Der skal noget fra hånden, der skal rav i gaden. Om det er en udgivelse på 30 kassettebånd eller 300 vinyler – det gælder om at sende noget ud.

Mystisk og hemmelig musikscene

I december sidste år kom den længe ventede compilation DOKUMENT #1. Dobbeltalbummet er udgivet på Posh Isolation og samler mange bands og musikere fra miljøet. Pladen består dels af optagelser fra to koncertaftener i foråret 2013, dels af nye og tidligere indspilninger. Nok så interessant involverer den noget så gammeldags som et bibliotek. Initiativtager er bibliotekar Lars Kjelfred fra Københavns Hovedbibliotek, hvor én af koncerterne foregik. Kjelfred taler selv om albummet som en ”smuk bibliotekstanke om at formidle og åbne op for denne lidt mystiske og hemmelige musikscene”. Det er – med andre ord – samme historie, som er hørt så mange gange før: Få penge og ringe opmærksomhed fra folk uden for musikmiljøet. Det hele står og falder med nogle få ildsjæle som Kjelfred og en bunke dedikerede musikere.  Samme ild, som driver Jazz Club Loco, Mayhem og en række uafhængige danske pladeselskaber. Jeg nævner i flæng: ILK, der de sidste ti år har været samlingspunkt for unge danske jazzmusikere, ESCHO, der har gjort det samme for den alternative rockscene, P.O. Jørgens, der utrætteligt har udgivet freejazz på sit eget pladeselskab Ninth World Music, og Yoyooyoy, som har sprængt alle rammer med egne udgivelser på Yoyooyoy.

International opmærksomhed

Og så alligevel. Punkbandet Iceage er alt andet end ukendt. De fik enorm international opmærksom efter deres debutalbum NEW BRIGADE i 2011 efterfulgt af pladekontrakt og turne i USA. Deraf kommer også Lars Kjelfreds undren: Hvordan kan et københavnsk band og en københavnsk musikscene få fantastiske anmeldelser i vigtige musikmedier som Pitchfork og The New York Times uden særlig megen omtale i Danmark? Det spørgsmål har Jazz Club Loco, ILK og Yoyooyoy nok også stillet sig selv et par gange. Og før dem jazzmusikere som T.S. Høeg, Peter Friis Nielsen, Lotte Anker og Christian Kyhl.

Jazzens ømme punkt

Jeg interviewede Mats Gustafsson sidste år. Han slå ned på et ømt punkt i jazz, som jeg selv oplevede i mine unge år: ”I min generation skulle man spille jazz, inden man måtte spille free jazz. Det er helt bizart! Hvorfor det dog?” På Brandbjerg Jazzstævne, MGK og til utallige jamsessions kæmpede jeg sammen med andre håbefulde unge om at mestre jazzstandards lige så godt som Charlie Parker og Chris Cheek. Alt imens det, som virkelig optog os, var Ornette Colemans skingrer, plastikagtige saxofon fra slutningen af 1950’erne og Miles Davis’ elektroniske suppedas fra slutningen af 1960’erne.

Jazz og støj

Alt det er ved at ændre sig nu. Som Mats Gustafsson siger: ”I dag kan du komme fra techno, electronika, noise eller rock. Hvis du vil improvisere, så improviserer du.” Her kommer vi tilbage til DOKUMENT #1. Der er især to ting, som fanger mig ved pladen: Lyden og de mere støjende bands. Mange af numre på dobbeltalbummet er tre-fire minutter lange i god tradition med punk og industrial. Men for pokker, hvor de spiller godt og har et fokus på lyden, som rækker langt ud over punk og rock. (Selvom live-optagelserne desværre har ret dårlig lyd.)

Men der er også en anden side af musikscenen omkring Posh Isolation, som man bedst hører på de lange numre på DOKUMENT #1. Især Puce Mary og Damien Dubrovnik. De spiller noisemusik, der på mange måder er forbundet med scenen for fri improvisation. Lige siden Coltrane begyndte at vræle i hornet og Art Blakey fik mikrofonerne til at overstyre med sine hårdtslående trommer, har det ligget som en mulighed for jazz. Eller endnu længere tilbage til begravelsesoptog i New Orleans og deres mylder af instrumenter, som spiller i munden på hinanden. Det var her, at Albert Ayler og Peter Brötzmann fandt deres inspiration. Med free jazz begyndte jazz at støje og i dag arbejder mange eksperimenterende jazzmusikere sammen med noisemusikere. Eller laver noise selv.

DOKUMENT #1 rummer den form for tankegang, som Mats Gustafsson giver udtryk for. Hvis du vil improvisere, så improvisere du. Hvis du vil støje, så støjer du. Det er på mange måder besynderligt, at eksperimenterende jazzmusikere deler fællesskab med noisemusikere. Mange ville nok tænke noise som en bizar afdeling under kunstmusik. Men i det bedste noise er det netop improvisationen, der får musikken til at leve.

Utopiske manifester

Der er dog forskelle. I dens eget tankesæt skiller DOKUMENT #1 sig ud fra den fri improvisation. Pladen er nærmest en programerklæring, en slags pæn og forudsigelig udgave af radikale kunstnergrupper som futuristerne og situationisterne. Lad mig citere fra teksten på coveret:

DOKUMENT #1 bidrager til historiefortællingen om, at netop denne scene og denne periode er noget særligt i moderne dansk musikhistorie, men serverer også musikken nøgternt uden den mediefiltrerede, tabloide mytologisering af uspoleret vildskab og evig ungdom, som også har knyttet sig til fortællingen om denne scene. DOKUMENT #1 er musikken præsenteret i dens reneste form. Et tidsbillede fra København i 2013, musik bundet af sin tid, men forhåbentlig interessant for al eftertid. En dokumentation af en musikalsk blomstringstid. Et dokument.

Jeg har altid syntes, at der er noget forlorent over manifester: Enten er du med eller også er du udenfor.  Men der er unægteligt også en fantastisk energi i oppositionen til alt det bestående. Futurisme og situationisme havde deres egen undergang indbygget i sig. Det kan man dårligt sige om Posh Isolation, som ufortrødent fortsætter med at udgive musik efter deres udgivelse nr. 100, som netop var DOKUMENT #1.

Various: DOKUMENT #1, Posh Isolation 2013